15.06.2010
Spillestedet Pumpehuset i København har dags dato indgivet konkursbegæring til Københavns Skifteret.
Halvandet års arbejde for at give et af Københavns ældste, rytmiske spillesteder en ny kunstnerisk og økonomisk fremtid er dermed slut på et tidspunkt, hvor Pumpehuset kunstnerisk og besøgsmæssigt kunne se lyset for enden af tunnelen. Efter sidste sommers organisationsændringer dukkede ubetalte regninger for 1,7 mio. kr. frem. Det har sammen med tidligere års svigtende resultater tynget huset så meget, at bestyrelsen og den daglige ledelse nu må kaste håndklædet i ringen.
”Det er ekstremt ærgerligt. Den ny daglige ledelse har skabt en kunstnerisk turnaround på rekordtid. Projektet var lovende og energien på vores side, men økonomisk har vi fået et hammerslag i hovedet, før vi overhovedet kom i gang,” siger Kaspar Bach, bestyrelsesformand i Pumpehuset. ”Vi har gjort alt, hvad vi kunne for at komme videre og har alle steder mødt stor velvilje for at sikre huset som spillested. Men samlet set bliver vi nødt til at udvise ansvarlighed og erkende, at det ikke har været muligt at opfylde de ambitioner, som både vi og Københavns Kommune har for stedet med det nuværende grundlag. Nu handler det om at sikre, at andre kan drive spillested i den gamle pumpestation fra Københavns første vandværk.”
Direktør Lærke Hein, der sammen med Uffe Savery udgjorde det nye ledelsesteam fra oktober 2009 udtaler:
”Jeg er simpelthen så ked af det – på Pumpehusets vegne, på alle vore samarbejdspartneres og på musik- og kulturmiljøets vegne. Pumpehuset fortjener en plads i det københavnske musikliv. Det synes jeg i dén grad, at udviklingen det seneste år viser. Desværre begyndte vi med et minus i banken, der var så stort, at den positive energi omkring huset ikke er nok til at bringe os sikkert i havn, selv med den fordobling i besøgstallet vi har skabt. Det tager vi nu konsekvensen af.”
Kunstnerisk leder Uffe Savery supplerer: ”Pumpehuset har i det seneste år udviklet en organisation, der aktiverer en masse af den viden, passion og energi, der er til stede i byen. Det er meget frustrerende, at vi ikke når at høste frugterne af den indsats med at genrejse Pumpehuset. Vi havde virkeligt glædet os til en fantas-
tisk efterårssæson og til at fortsætte den udvikling, vi har sat i gang med at sikre store musikalske oplevelser, lade københavnerne nyde godt af vores unikke børnekulturprogram og de nye rammer, vi har skabt for udviklingen inden for vækstlaget! Vi er mange mennesker taknemmelige for, at de sammen med os troede og arbejdede hårdt for at genrejse huset.”
Pumpehuset forventer at meget få personer med billetter til sommerens og efterårets koncerter bliver ramt økonomisk af lukningen. Hovedparten af husets billetter er i dag solgt igennem koncertbureauerne. Publikum kan henvende sig der, hvor de har købt deres billetter.
Med konkursbegæringen er der sat foreløbigt punktum for mere end 20 år med musik på den gamle vandværksgrund.
///////////////////////////////////////////
02.06.2010
YoungBeats Fest 10.06.2010.
4 nye danske bands, djs, byens vildeste visuals og fri leg i Pumpehuset.

YoungBeats er tilbage i Pumpehuset med endnu en fest for dansk upcoming musik.
4 nye danske bands, DJs og byens vildeste deco og visuals. En ordentlig omgang ny dansk musik + fri leg.
Mala Costumbre der vandt YoungBeats afstemningen i april, måtte desværre aflyse.
Vi varmer op til festen på Pumpehusets Terrasse fra klokken 15.00
///////////////////////////////////////////
YoungBeats Fest // torsdag d. 10. juni // kl. 21-24 // 50 kr. // Pumpehuset
///////////////////////////////////////////
Bands
A FRIEND IN LONDON
UNITY GAIN
CAT CAUGHT LARK
VIRTUE
///////////////////////////////////////////
26.05.2010
Vigtigt!!! YoungBeats Fest nummer 2 er flyttet fra onsdag 09.06.2010 til torsdag 10.06.2010 pga. udfordringer med den oprindelige dato. Men, men, men – torsdag er jo også generelt bare en federe koncertdag!
Lineup til YoungBeats Fest 10.06.2010 ser indtil videre således ud:
+ Mala Costumbre
+ A Friend in London
Hvem der tager de sidste to pladser på plakaten, bliver afgjort på fredag 28.05.2010 når YoungBeats afstemningen slutter…
Vi ses 10.06.2010!
YoungBeats i Pumpehuset
//////////////////////////////////////////
26.05.2010
To dage før vi har det endelige lineup klar til YoungBeats Festen 10.06.2010, kan vi afsløre at A Friend in London, er blevet valgt som YoungBeats panelets vinder for april måned.
Det unge danske band der blev stiftet i 2005, har været med i YoungBeats afstemningen to gange. Første gang var i februar med The Light og anden gang var i april med deres nye What a Way video.
A Friend in London har tidligere vundet den eurpopæiske afdeling af “Bodog Million Dollar Battle” og har derefter fået et gennembrud i Canada.
Gode hilsner!
YoungBeats i Pumpehuset
//////////////////////////////////////////
14.05.2010
Som du måske har bemærket, har der været problemer med at vise Youtube-videoer på YoungBeats i løbet af de sidste 3-4 dage.
Fejlen er sket på grund af nogle ændringer fra Youtube’s side. Vi har nu tilpasset systemet, så det igen fungerer, som det skal.
Gode hilsner!
YoungBeats i Pumpehuset
//////////////////////////////////////////
19.04.2010

Vi arbejder stadig på at gøre YoungBeats endnu bedre for både bands og brugere. Derfor har vi valgt at lave et par store ændringer i konceptet.
1) Vi forlænger afstemningsperioderne til en hel måned ad gangen, fra første mandag til sidste fredag i måneden.
Det gør vi for at videoerne, kan blive set af flere og for at gøre perioderne mere overskuelige.
Vi forlænger derfor slutdatoen på igangværende afstemning til fredag 30.04.10.
2) Til gengæld vil der være to vindere pr. afstemning i stedet for én.
Den ene vinder bliver fundet på det højeste antal stemmer, mens den anden vinder bliver udvalgt af etablerede danske musikere og andre sjove folk i musikbranchen.
Gode hilsner!
YoungBeats i Pumpehuset
//////////////////////////////////////////
16.04.2010
Nelle Renberg Andersen gik tæt på Wafande, M-Cnatet, Touching Grace og Pleaser til første YoungBeats Fest 07.04.2010.
Tak Nelle!
YoungBeats holdet
//////////////////////////////////////////
10.04.2010
YoungBeats Part 1 var en succes! Efter en mere eller mindre kaotisk omgang opvarmning i form af YouTube battle, beviste Wafande, M-Cnatet, Touching Grace og Pleaser, at de 4 bands havde fortjent deres plads på scenen.

Festen blev selvfølgelig dokumenteret af vores fantastiske videohold og fotografer, så glæd jer til masser af lækkerier i billeder og lyd meget snart!
Se billederne på YoungBeats gruppen på facebook: http://www.facebook.com/#!/group.php?gid=335050068592&ref=ts
Tak tak tak…
Til vores sponsorer, alle deltagende bands, til jer der stemte i de første runder og til alle der kom forbi til YoungBeats Festen 07.04.10, og støttede den nye danske musik!
Næste YoungBeats Fest er onsdag d. 09.06.10!
Gode hilsner!
YoungBeats holdet
//////////////////////////////////////////
30.03.2010
7. april giver YoungBeats i Pumpehuset onsdagen en ny smag. 4 upcoming bands, YouTube Battle, DJs, byens vildeste deco og visuals. En ordentlig omgang ny dansk musik + fri leg. Det er inde i Pumpehuset og helt ude i skoven.
Kom tidligt! Vi giver gratis Tiger øl den første time!
YoungBeats Fest // 7. april // kl. 20-01.00 // 50 kr. // Pumpehuset
Billetter via via SMS: Send en SMS med teksten YB til 1930, eller i døren
bands
+ WAFANDE
+ TOUCHING GRACE
+ PLEASER
+ M-CNATET
dj’s
+ BILLY THE KID
+ REZA
//////////////////////////////////////////
20.03.2010
Pumpehuset søger musikelskere til promotion team!
Vi har brug for folk over 18 år, med masser af god energi. Du får en stor spand billetter til koncerter, og en masse events og fester. Vi holder uforpligtende infomøde på onsdag d. 24. marts klokken 18.00.
Skriv til mra@pumpehuset.dk for tilmelding. Vi ses…
Gode hilsner
YoungBeats holdet
//////////////////////////////////////////
08.03.2010
YoungBeats er nu en måned gammel, og vi har efterhånden fået en fornemmelse af konceptets gode og knap så gode sider.
Derfor har vi videreudviklet konceptet på forskellige områder, som gør det endnu mere attraktivt at være med – også for de bands/artister der ikke vinder en afstemning:
1) I stedet for at alle fire artister til YoungBeats Festen bliver fundet ved afstemning, bliver tre artister nu valgt på stemmer, og ét band bliver udvalgt af Pumpehusets bookere.
2) Udover bands til YoungBeats Festen leder Pumpehusets bookere løbende efter bands til opvarmning for danske og internationale kunstnere, andre performances, udendørsscene o.lign. blandt artister/bands på YoungBeats.
Gode hilsner
YoungBeats holdet
//////////////////////////////////////////
02.03.2010
Første YoungBeats vinder blev Wafande med nummeret/videoen Over the Moon. Stort tillykke herfra!
vinder 190210 – 260210
Wafande
Over the Moon
Booooooom! Reggaetalentet stormede gennem YoungBeats med en overbevisende sejr. Wafande er godt produceret reggae med en talentfuld sanger og good vibes i centrum. Derudover har Wafande været god til at sprede ordet og få folk til at stemme på ham. En finte andre bands kan lære af.
Wafande er altså første navn på plakaten til Pumpehusets YoungBeats Fest numero uno. Den foregår onsdag d. 7. april – mere info om YoungBeats Festen følger snarest.
Næste afstemning starter som sagt d. 1. marts – i mellemtiden kan du nyde vindervideoen og Wafandes præsentationsvideo.
Wafande
Præsentation
Gode hilsner!
YoungBeats-holdet
//////////////////////////////////////////
25.02.2010
Vi har netop lanceret vores nye onlineplatform: YoungBeats – hvor upcoming danske bands/artister præsenterer deres musikvideoer for et musikelskende publikum. YoungBeats er “power to the people”. Brugerne af sitet lytter, ser og stemmer deres favorit tættere på et spillejob i Pumpehuset.
YoungBeats Fest
Hver anden måned er der YoungBeats Fest, som hylder den nye musik, og hvor de 4 YoungBeats vindere spiller live i Pumpehuset.
Opgaven
Vi har brug for op til 3 unge kreative personer til at udforme de visuelle rammer for YoungBeats Festen. Idéen er, at I skal udforme et visuelt univers, der tager udgangspunkt i den nye musik og forskelligheden i de 4 YoungBeats vindere. Kreativ udfoldelse, genbrug, projektledelse og samarbejde med andre kreative er i højsædet.
Vi giver frie rammer til dekoration og iscenesættelse af den første YoungBeats Fest. Projektet giver dig muligheden for at samarbejde og netværke med folk i den kreative branche, samtidigt med at du får relevant erfaring med udvikling af events. Som tak tilbyder vi 2 billetter pr. person til en koncert i Pumpehuset efter eget valg og 25 billetter til YoungBeats Festen.
Opgaven består af tre dele:
1) Projekt-briefing i Pumpehuset – d.16 marts kl. 16.00 – 17.00
2) Koncept-udformning og beskrivelse af realisering – deadline: d. 25. marts
2) Udsmykning af Pumpehuset og iscenesættelse af konceptet – d.7. april
Hvis du/I vil være med på holdet, så fortæl os jeres idé til visualiseringen af YoungBeats Festen. Send kort tekst, billede eller video til fridda@pumpehuset.dk
Skriv endelig hvis I har spørgsmål.
Ansøgningsfristen er d. 7. Marts 2010 kl. 00:00 dut.
De udvalgte, der skal realisere projektet, får besked d. 9. marts 2010.
YoungBeats-holdet
//////////////////////////////////////////
19.02.2010
Hullerne i systemet er lappet og afstemningen er i gang igen. For at stemme skal du sjovt nok klikke på “stem” knappen under hver enkel video.
Den video der får flest stemmer vinder YoungBeats. For at stemme skal du være oprettet som bruger (se hvordan du opretter en konto) og du kan maks stemme 1 gang pr. video.
Udvover at stemme kan du også bedømme en video ved at give det antal stjerner, som du synes en video fortjener.
Stjernerne er udelukkende en indikator for kvaliteten af en video, og har ikke indflydelse på om en video vinder afstemningen.
God afstemning!
YoungBeats-holdet
//////////////////////////////////////////
19.02.2010
Vi har de sidste dage været i dialog med flere af de bands, som har uploadet videoer til YoungBeats. Og det har desværre bekræftet os i, at der er nogle huller i vores system, som har gjort det muligt at snyde i afstemningen.
For at eliminere al snyd fuldstændig, nulstiller vi al rating fredag d. 19. og genstarter afstemningsperioden under nye vilkår. Afstemningsperioden løber så mellem d. 19. – 26. februar. Alle videoer uploaded til YoungBeats bliver på sitet og deltager automatisk i den nye afstemningsperiode. Der bliver således ikke fundet en vinder fredag d. 19., som det ellers var planlagt.
_
Helt konkret er der oprettet en masse fiktive brugere på sitet, som er blevet brugt til at stemme nogle bands op og andre bands ned. Det er helt enkelt dårlig stil, og vi havde desværre ikke udviklet et “dårlig stil”-filter til YoungBeats. Men nu handler vi, og har udviklet nogle nye vilkår, som i fremtiden gerne skulle udrydde snyd og dårlig stil.
Stem-knap – under hver video kommer der en “stem-knap”, som gør det muligt at stemme på den pågældende video.

Brugerne kan stemme 1 gang på hver video og stemme på så mange videoer, som de synes fortjener det. Det betyder samtidig, at det ikke længere bliver muligt at stemme andre videoer ned, hvad der hidtil har været et problem.
Vi beholder rating-funktionen, men det er antallet af stemmer, der afgør vinderen.
Bekræftelse af mailadresse – Når der oprettes en konto på YoungBeats, skal den mailadresse kontoen oprettes fra bekræftes. I praksis sender vi en mail med et bekræftelseslink til den specifikke mailadresse, og først når mailadressen er bekræftet, bliver der oprettet en profil på YoungBeats.
Sletning af fiktive brugere – Vi sender en individuel mail med et bekræftelseslink til alle brugere af YoungBeats. Det betyder, at alle brugere af YoungBeats bliver bedt om, at bekræfte deres mailadresse. Dem der ikke bekræfter deres mailadresse, bliver slettet fra YoungBeats.
Vi er kede af at måtte tage så drastiske tiltag i brug – det rammer jo alle jer der ikke har snydt. Men vi bliver nød til det for at finde den rette vinder af YoungBeats. Vi håber I forstår og stadig har lyst til at være med. Dét vil i hvert fald være god stil.
Hvis du har kommentarer eller spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på youngbeats@pumpehuset.dk.
Gode hilsner!
YoungBeats-holdet